Fontodi Chianti Classico Filetta di Lamole 2017

199 kr ~~(259 kr)~~ SPAR 23%

Fontodi Chianti Classico Filetta di Lamole 2017

Fontodi er en utrolig anerkendt og beundret vinproducerende virksomhed, som siden 1968 er blevet drevet af familien Manetti. Familien har ydet en kæmpe indsats og investeret utrolig megen tid samt penge for at gøre Fontodi-vingården til en af de mest velansete producenter i Chianti Classico-regionen. I dag betragtes Manetti-familien som sande mestre af Sangiovese og blandt vingårdens pragtfulde udvalg af klassiske toscanske vine, er den skønne vin Filetta di Lamole. Denne komplekse, elegante Chianti Classico er Giovanni Manetti’s nyeste projekt og en vidunderlig tilføjelse til Fontodi-porteføljen, som understreger vingårdens klasse samt alsidighed.

Fontodi Chianti Classico Filetta di Lamole 2017 kan karakteriseres af fremragende aromaer og nuancer samt en fascinerende struktur. Vinen har har en rubinrød farve med lyse refleksioner og en kompleks bouquet kirsebær, tjærenoter, violer samt skovblomster. Fontodi’s signatur er meget tydelig i denne vin, men alligevel er den anderledes grundet dens mere subtile og beherskede karakter.

Vinmarksareal & vinfremstilling:

Vinmark: Giovanni Manetti havde længe et brændende ønske om at producere vin fra landsbyen Lamole, da han betragter den som en af de mest karakteristiske zoner i Chianti Classico. Hans passion for Lamole førte til, at han erhvervede en mindre (syv hektar) vinproducerende ejendom ved navn “Filetta”. Giovanni overtalte sin fætter Lorenzo Pisana-Socci til at indgå i et partnerskab omkring Filetta og sammen restaurerede de ejendommens vinmark tilbage til sundhed. I 2014 var de klar til at høste de første druer, som ville indgå i debut-vintagen af Fontodi-virksomhedens yngre vin Filetta di Lamole. Filetta-vinmarken er en vinmark med gamle Sangiovese-vinstokke, som er beplantet på små terrasser med ‘arenaria’ eller sandstensjord. Ydermere kan vinmarken karakteriseres af en beliggenhed på 600m over havets overflade og Filetta di Lamole komponeres dermed af druer fra nogle af de bedste samt mest højtliggende områder af Chianti Classico. Vinmarkens højde medfører kølige nætter og længere vækstsæsoner, hvilket forstærker aromaerne og resulterer i velduftende, elegante vine med mere intensitet samt friskhed.

I forhold til kultiveringen af deres vinmarker følger Fontodi principperne omkring respekt for naturen samt bæredygtighed og benytter biodynamiske landbrugstyper/metoder. Først og fremmest anvendes ingen kemiske produkter. Derudover ydes en indsats for at maksimere ejendommens interne ressourcer og derved reducere behovet for ekstern input. Denne respekt for miljøet betyder, at vinstokkene er bedre, renere og et mere ægte udtryk for druen såvel som territoriet.

Vinfremstilling: Selve produktionen af Filetta di Lamole foregår således, at, Lorenzo håndhøster druerne og fermenterer vinen med hjælp fra Fontodi. Fermenteringen foregår i åbne cementanke, som er placeret i Lamole’s historiske vineri. Efterfølgende ældes vinen hos Fontodi og da Filetta di Lamole er en lettere vin, besluttede Giovanni at ælde den på store botti træfade.

Vingården:

Familien Manetti har været tilstede i Chianti Classico i mange århundrede; deres historie i regionen kan dateres helt tilbage til 1600-tallet. Dengang producerede familien terracotta fliser, som regionen også er berømt for. Dino Manetti købte Fontodi-ejendommen i 1968 og denne bestod allerede af vinmarker, som havde været i produktion siden romertiden. De første Fontodi-vine kom på markedet i 70erne og der gik ikke længe før, at vingården modtog stor international påskønnelse for disse, heriblandt Flaccianello della Pieve. Til fremstillingen af denne vin blev på dette tidspunkt benyttet en lille procentdel af Trebbiano, hvilket dengang var imod kravene for en klassisk Chianti Classico vin og den blev derfor solgt som en supertoscaner. Da Manetti-familien ændrede blandingen til 100% Sangiovese i 1985, var vinen allerede så kendt, at de ikke følte behov for at mærke den med Chianti Classico-mærkatet. Tilbage i 1979 havde Dinos unge søn, Giovanni Manetti, sluttet sig til virksomheden i en alder af kun 16 år og det samme gjorde hans ældre bror Marco, som på dette tidspunkt var 18 år gammel. I dag er Giovanni i spidsen af virksomheden og sikrer, at vinmarken vedligeholdes perfekt samt, at vinene fremstilles omhyggeligt. Marco er ligeledes fortsat en del af Fontodi-vingården og hjælper Giovanni med driften. Derudover er den velansete vinmager Franco Barnabei blevet ansat som konsulent og assisterer familien med vinfremstillingen. Sammen har denne trio opgraderet adskillige praksisser hos Fontodi, heriblandt konstrueret et ultramoderne vineri samt tøndekælder. Ydermere har de udvidet Fontodi’s portefølje af vine, som i dag indebærer nogle af Toscanas bedste. Giovanni er dermed en fremadseende og moderniserende vingårdsleder, som samtidig respekterer tradition.

Land, region & område:

Fontodi er beliggende i Italien, som er et af de største vinproducerende lande og eksporterer mere vin end noget andet land i verdenen. Vin fra Italien inddeles i fire klassifikationskategorier: Vino de Tavola (VdT), Indicazione Geografica Tipica (IGT), Denominazione di Origine Controllata (DOC) og Denominazione di Origine Controllata e Garantia (DOCG). Vino de Tavola er den laveste kategori og betyder bordvin på italiensk. Vine i denne kategori må ikke bære nogen årsangivelse og er typisk dagligdagsvin, som de lokale drikker. Det var tidligere almindeligt, at også luksusvine, som overskred rammerne for de højere kategorier, blev kategoriseret som VdT vine. Således opstod begrebet supertoscanere, da en Vino de Tavola dermed kunne være langt dyrere og af højere kvalitet end de bedste DOCG vine. Denne funktion har kategorien IGT i dag overtaget. Indicazione Geografica Tipica betyder, at vinen er typisk for sit geografiske område. Kravene er her mindre begrænsede end til DOC el. DOCG vine. Som sagt tilhører mange af Italiens topvine denne kategori, da de er fremstillet af druer, som ikke tillades indenfor en eksisterende DOCG eller blot fordi producenten ønsker, at give indtrykket af en individualistisk supervin. DOC (Denominazione di Origine Controllata) opstod i 1963 og en DOC-vin skal opfylde en række krav i forhold til geografisk område, druesorter, alkoholindhold, syreindhold, ekstrakt og høstudbytte. Dog ønsker mange ikke at benytte dette system, da de mener, at det er for rigidt. Denominazione di Origine Controllata e Garantia (DOCG) opstod ligeledes i 1963 og skulle dække over de absolut bedste vine fra Italien. Som navnet antyder, kontrollerer såvel som garanterer denne kategori umiddelbart kvaliteten af en vin og en smagskomite, skal godkende vinene. De første fire vine som blev tildelt DOCG-status var Barolo, Barbaresco, Chianti og Brunello di Montalcino. Disse vine er i dag fortsat nogle af Italiens bedste og mest eftertragtede vine. Men i denne kategori findes også mindre gode vine og dermed garanterer DOCG ikke nødvendigvis altid vinens kvalitet i praksis. Generelt findes de bedste i italienske vine i bjergområderne, hvor vinstokkene gror på skråninger. Dette gælder især i Piemonte og Toscana, som kvalitetsmæssigt også lægger helt i front, når det gælder italiensk vin.

Toscana, hvor Fontodi-vinene produceres, er beliggende i det centrale Italien. Vinproduktion har været en del af Toscana i mere end 3000 år og haft en stor indflydelse på regionens kultur. Oprindelsen af vinfremstilling i Toscana kan dateres tilbage til den etruskiske civilisation, som bosatte sig i regionen i det 8. århundrede f.Kr. og bragte vinstokke fra Asien med sig. Andre hævder derimod, at landskabet i forvejen var stærkt beplantet med vilde druer, da etruskerne bosatte sig i området. Ikke desto gjorde etruskerne gradvist vindyrkning til en central del af Toscanas landbrug, hvilket efterhånden førte til salg af vinranker til markeder hinsides havet og dermed kickstartede de en af de største bidragsydere til Italiens økonomi i dag. Efter det etruskiske herredømme ankom grækerne og på dette tidspunkt var Toscana fuldstændig dækket af vinranker. Dermed navngav grækerne området Enotria, som betyder vinland. Dog bukkede grækerne under for romerne i det 1. århundrede, som derefter begyndte at etablere adskillige byer i Toscana såsom Lucca, Siena, Pisa og Florence. Den romerske dominans medbragte store fordele; i de yderst velegnede områder var vinproduktionen fremragende og en æra karakteriseret af velstand begyndte. Efter nedgangen af det romerske imperium i middelalderen begyndte købmænd fra Siena systematisk at plante vinmarker i de indre regioner. Ligeledes tilskyndede og fastholdte fremkomsten af kristendommen også vinens betydning ved at bruge den som et helligt middel til tilbedelse. Kirkefædre, munke og præster begyndte nemlig at systematisk plante vinmarker rundt om kirkerne såvel som klostrene og i de indre regioner. På forudsigelig vis fortsatte vinproduktionen i Toscana med at vokse og i 1710 blev den første flaske af lokal vin afsendt på tværs af de toscanske grænser, som blev et øjeblikkeligt hit. Da anden verdenskrig ramte, havde det en negativ effekt på vinproduktionen i Toscana og tiden efter anden verdenskrig kan dermed karakteriseres som en genopbygningsperiode, hvorunder den toscanske vinproduktion hovedsageligt fokuserede på kvantiet fremfor kvalitet. Det var også i denne periode, at mange af regionens store vinejendomme, som historisk set havde været ejet af lokale adelige, blev solgt til ikke-toscanere. Heldigvis gennemgik vinregionen i 1970erne og 80erne en genfødsel, som banede vejen for de regionale premium kvalitetsvine, der i dag er verdensberømte.

I dag er Toscana en af de største, vigtigste og mest kendte vinregioner i Italien. Toscanas vinproduktion består af 80% rødvin og regionens mest beplantet druesort er uden tvivl Sangiovese, som er hovedsorten i Toscanas mest berømte vine. Regionen er ansvarlig for den tredjestørste produktion af DOC/DOCG vine i Italien efter Piemonte og Veneto: syv DOCG’er og hele 41 DOC’er producerer toscansk vin i topklasse. Ydermere findes der i Toscana (og Italien generelt) som sagt luksusvine, som ved deres udgivelse overskred eller fortsat i dag overskrider rammerne for de høje klassifikationskategorier. Disse er derfor kategoriseret som IGT-vine og kaldes supertoscanere, da de kan være nogle af Italiens bedste. Supertoscanere er typisk en lokal version af den klassiske Bordeaux-stil blanding med Cabernet Sauvignon, Merlot & Syrah (og indimellem Cabernet Franc). Toscana har en størrelse på 23.000 kvadratkilometer, hvoraf 63.500 hektar er beplantet med vinstokke og de vigtigste vindyrkningsområder inkluderer Chianti, Montalcino, Montepulciano samt den toscanske kyst. Samlet set kan regionens klima beskrives som et mildt middelhavsklima med varme, solrige somre og milde, regnfulde efterår samt vintre. Små variationer i klimaet er et resultat af geografisk placering, men generelt kan regionens landskab karakteriseres af bjerge/bakker og størstedelen af vinmarkerne ligger 150-500 meter over havets overflade. Dermed får druerne rigelig sol og nyder godt af en stor forskel på dagsklima samt natteklima. Temperatursvingningerne mellem dag og nat medfører nemlig, at druerne bedre bevarer deres syre såvel som aroma. Samtidig grænser Toscana op ad det Tyrrhenske hav, hvilket bringer kølige briser ind over de mest kystnære regioner.

Mere specifikt fremstilles Fontodi-vin i Chianti Classico regionen, der ligger mellem Firenze og Siena. Denne region er skabt af mange århundredes historie og kontinuerlig udvikling. Det var den etruskiske civilisation (folkeslag i Toscana fra 800 f.Kr.-300 f.Kr.), som introducerede vinstokken og gav liv til vinproduktionen i dette område. Efter det etruskiske herredømme overtog romerne styringen over Chianti Classico og den romerske dominans medbragte store fordele. I de yderst velegnede områder var vinproduktionen fremragende og en æra karakteriseret af velstand begyndte for Chianti Classico. Regionen betragtes dermed af mange som værende fødestedet for den toscanske vinfremstilling. Chianti Classico’s grænser blev dog først trukket i det 13. århundrede: op gennem middelalderen havde Firenze og Siena kæmpet om kontrollen over den nuværende Chianti Classico zone i næsten 2 århundreder. De besluttede sig endelig at sætte en stopper for denne strid og afvikle grænserne mellem dem via en konkurrence. På en bestemt dag ville to riddere blive vækket af galen fra en hane ved daggry, ride fra deres hjemby mod modstanderens by og grænsen ville blive trukket på det stod hvor, at de mødtes. Siena havde udvalgt en hvid hane og havde i dagene op til behandlet den med alle mulige bekvemmeligheder. Firenze havde derimod valgt en sort hane, som de placerede i et ubehageligt bur og sultede i flere dage. På selve dagen var den sorte hane desperat sulten og galede længe forinden daggry. Den florentinske ridder fik dermed et forspring og de to riddere mødtes derfor kun et par få kilometer uden for Siena – grænselinjerne blev her trukket. Således tilhører størstedelen af Chianti Classico nu Firenze og sidenhen har den sorte han været et symbol for regionen.

Grænserne for regionen blev dog først officielt defineret i 1716 af Cosimo III de’ Medici (storhertug af Toscana). På dette tidspunkt kunne en vin sælges med Chianti-mærkatet hvis blot, at druerne var plukket inden de nu fastlagte grænser. Heldigvis eksperimenterede Baron Bettino Ricasoli i den sene halvdel af 1800-tallet med regionens druer og eftersøgte den perfekte blanding til at producere højkvalitets-vin. Dette lykkedes i 1872; den første opskrift på Chianti-vin var skabt og fremhævede vigtigheden af Sangiovese-druen. Som følge af dette blev vinene fra området med konsistente, da folk brugte den “korrekte” variation af druer. I det tidlige 20. århundrede kunne produktionen ikke længere tilfredsstille den stigende efterspørgsmål på markedet. Dette resulterede i, at “Chianti-vin” begyndte at blive fremstillet uden for regionens afgræsninger. Af denne grund indgik 33 producenter i et samarbejde og grundlagde i 1924 Italiens ældste konsortium af vinproducenter. Deres mål var at beskytte kvaliteten såvel som arven af original Chianti-vin og dets historiske oprindelseszone. Den sorte hane var ligeledes symbolet, som blev valgt til at repræsentere “Consorzio Vino Chianti Classico”. Dette bar frugt og Chianti blev i 1932 anerkendt med eksklusiv status samt tildelt betegnelsen “Classico” for at skelne den originale Chanti-vin fra andre vine produceret uden for territoriet. Derudover modtog Chianti Classico i 1967 DOC status og de tilladte druer var løst baseret på Ricasoli’s opskrift: en Sangiovese-baseret blanding med 10-30% Malvasia og Trebbiano. I samme årti opstod endnu en udfordring for regionen: Chianti Classico’s stigende popularitet førte til en stor efterspørgsel og et skift i produktionen. Vinerier begyndte at begyndte at øge andelen af hvide druer i blandingen og dette øgede kvantiteten af vin produceret, men forværrede kvaliteten. Priserne faldt og regionen fik dermed et omdømme for undervældende, masseproducerede vine. Bastflasken blev et symbol på disse vine fra Chianti Classico, som ironisk nok blev kaldt “fiascos”.

Kort efter i 1970erne opstod Supertoscanere som et resultat af, at oprørske og kvalitetsbevidste vinproducenter begyndte at eksperimentere med ikke tilladte druetyper i et forsøg på at genvinde regionens ry for kvalitet. De brugte fortsat Sangiovese som base, men i stedet for hvide druer tilføjede de Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc. Disse vinproducenter fik deres vine mærket med “Vino de Tavola” (en klassifikation der som regel blev givet til vinene af den laveste kvalitet), udelukkende grundet deres brug af de uautoriserede druer. For disse vine var nemlig af høj kvalitet og efterhånden blev Chianti Classico’s regler tilpasset til at reflektere denne moderne vinfremstilling; en vis procentdel af de internationale druer blev tilladt (dog forsat med Sangiovese som dominanten i blandingen). I 1984 blev Chianti Classico opgraderet til DOCG – det højeste niveau af kvalitetsanerkendelse for italienske vine. Dog var Chianti Classico fortsat en del af Chianti-regionen og blev først i 1996 et selvstændig DOCG-område. Samme år blev 100% Sangiovese druer tilladt under Chianti Classico regionens produktionsreguleringer og i 2006 blev reguleringerne ændre til, at kun sorte druer til Chianti Classico var nu tilladt. Dermed skal hver Chianti Classico-vin indeholde mindst 80% Sangiovese og de resterende 20% skal være godkendte lokale eller internationale sorter. Hvis en Chianti Classico-vin bærer navnet Riserva betyder det, at den er en absolut topkvalitetsvin og opfylder følgende krav: Aldring i mindst to år i tønder/på fade af egetræ og yderligere tre måneder i flaske samt har et alkoholindhold på mindst 12,5%. Efter mange årtiers raffinement er mange af vinene fra Chianti Classico bedre end de nogensinde har været og regionens ry oplever derfor kun en positiv udvikling. Fontodi-vingården er beliggende i hjertet af Chianti Classico: Conca d’Oro dalen syd for byen Panzano og anses for at være en af forløberne for kvalitet i Chianti Classico.