Poggio Antico Rosso di Montalcino D.O.C. 2019 | WinePla
Poggio Antico Rosso di Montalcino D.O.C. 2019

Poggio Antico Rosso di Montalcino D.O.C. 2019

199 kr (249 kr) SPAR 20%
1

Poggio Antico Rosso di Montalcino D.O.C. 2019

 

Poggio Antico er en af Montalcino’s mest velansete og historiske vingårde. Den er gemt væk højt oppe i de smukke Montalcino-bakker med udsigt ud over det enestående toscanske landskab. Vingården specialiserer sig i vine fra underområderne i Montalcino og dens privilegerede beliggenhed i en af appellationens mest højtliggende områder giver mulighed for at dyrke vidunderlige Sangiovese-druer til en enestående selektion af vin, heriblandt lillebroren til Brunello-vin Rosso di Montalcino DOC. Bag produktionen af disse fremragende vine er et dedikeret team med en dyb kærlighed til naturen, en enorm passion for vinfremstilling og stor ønologisk ekspertise, hvilket resulterer i vine, som virkelig er unikke i deres elegance og kompleksitet.

Poggio Antico Rosso di Montalcino D.O.C. er en meget koncentreret vin (især af en Rosso) og kan prale af masser af solbær samt smage af mørke kirsebær. Fantastisk med antipasti, pizza eller endda alene.

Vinmark og vinfremstilling: 

Vinmarker: Poggio Antico er beliggende i de solrige bakker af Montalcino og omfatter 200 hektar af smukke skove, marker,  olivenlunde samt vinmarker. Vingårdens 33-hektar vinmarksareal er indesluttet i en enkelt ejendom. Vinmarkerne har en syd/sydvest-eksponering således, at vinstokkene fanger mest mulig dagssol og deres beliggenhed i en gennemsnitlig højde på 480 meter over havets overflade, placerer dem blandt de højeste i Brunello-appellationen. Den høje beliggenhed kombineret med nærheden af det Tyrrhenske Hav sikrer en konstant jævn brise – hvilket holder druerne fri for tåge, frost, meldug og nedkøler dem om natten. Dette fremragende og naturlige klima giver optimale vækstbetingelser for druer af høj kvalitet. Poggio Antico’s vinmarker er hovedsageligt beplantet med Sangiovese, den kendetegnende druesort for Brunello-appellationen, og nogle af vinstokkene blev plantet helt tilbage i 1970. Disse genplantes langsomt for at drage fordel af større vinstokstæthed, en proces der i sidste ende vil resultere i bedre vine. Sangiovese-sorten stortrivedes i Poggio Antico-vinmarkernes pragtfulde jordbund bestående af kalksten over en undergrund af ler, som medfører en fremragende dræning og forsyner vinstokkene med et fattigt miljø at vokse i – perfekt for sunde druer. Ligeledes benytter vingården dækafgrøder til at hjælpe med at fastholde fugt, øge biodiversiteten og regenerere jorden. Alle ovenstående faktorer muliggør produktionen af exceptionelle Sangiovese-druer, som ældes med passion og omhu for at lave et pragtfuldt udvalg af Brunello-vin.

Ligesom vingårdens Brunello er Rosso fremstillet af den samme vinifikationsproces og utroligt lave udbytte ved høst. Poggio Antico Rosso di Montalcino D.O.C. ældes i 12 måneder franske egetræstønder med en kapacitet på 500 liter.

Vingården:

Poggio Antico vingården er beliggende i hjertet af Montalcino. De tidligste skriftlige arkiver om ejendommen kan dateres tilbage til det tidlige 19. århundrede, da ejendommens nuværende grænser blev trukket. Men frem til 1970erne var der ingen seriøs tanke om vinproduktion forbundet med ejendommen. Dette ændrede sig dog i 1984, da Milanos Giancarlo og Nuccia Gloder erhvervede ejendommen. Parret var oprindeligt fra Milano, men havde forelsket sig i Montalcino´s vine og Poggio Anticos unikke geografiske placering. Herefter fremskred udviklingen af vingården hurtigt og i 1987 overtog deres yngste datter Paola styringen af vingården med assistance fra hendes mand Alberto Montefiori. Under hendes ledelse blev Poggio Antico’s vinmarksareal udvidet, en ny fløj blev tilføjet til vineriet, topmoderne temperaturstyrede rustfrie ståltanke blev indført til fermentation og et nyt kælderområde blev opført til opbevaring af vinene. Paola er dermed ansvarlig for de foranstaltninger, som førte til Poggio Antico’s indtræden i Montalcino-eliten og hun gjorde sig uden tvivl bemærket som en af de få kvinder inden for Brunello-vinfremstillingsscenen. I mere end 30 år styrede Paola vingården med en sikker hånd helt frem til 2017, hvor Poggio Antico skiftede hænder og blev købt af Atlas Invest, en belgisk investor. Med hjælp fra den nye General Manager Federico Trost, tidligere salgsdirektør hos Chianti-producenten Brancaia, ledsager de nye ejere vingården på dens vej til toppen.

Poggio Antico producerer i dag tre Brunello-vine; Brunello di Montalcino, ‘Altero’ Brunello di Montalcino og Riserva Brunello di Montalcino D.O.C.G. Derudover producerer vingården DOC-vinen Rosso di Montalcino samt de to IGT-vine Madre og Lemartine. I forhold til produktionen af disse fremragende vine, hersker der hos Poggio Antico en kombination af teknologi/innovativ tænkning og tradition. Teamet hos Poggio Antico har omfavnet de nye metoder og nye vinstilarter, men føler samtidig, at det er vigtigt at holde fast i traditioner og de gamle metoder.

Land, region og område:

Vin fra Poggio Antico fremstilles i Italien, som er et af de største vinproducerende lande og eksporterer mere vin end noget andet land i verdenen. Vin fra italien inddeles i fire klassifikationskategorier: Vino de Tavola (VdT), Indicazione Geografica Tipica (IGT), Denominazione di Origine Controllata (DOC) og Denominazione di Origine Controllata e Garantia (DOCG). Vino de Tavola er den laveste kategori og betyder bordvin på italiensk. Vine i denne kategori må ikke bære nogen årsangivelse og er typisk dagligdagsvin, som de lokale drikker. Det var tidligere almindeligt, at også luksusvine, som overskred rammerne for de højere kategorier, blev kategoriseret som VdT vine. Således opstod begrebet supertoscanere, da en Vino de Tavola dermed kunne være langt dyrere og af højere kvalitet end de bedste DOCG vine. Denne funktion har kategorien IGT i dag overtaget. Indicazione Geografica Tipica betyder, at vinen er typisk for sit geografiske område. Kravene er her mindre begrænsede end til DOC el. DOCG vine. Som sagt tilhører mange af Italiens topvine denne kategori, da de er fremstillet af druer, som ikke tillades indenfor en eksisterende DOCG eller blot fordi producenten ønsker, at give indtrykket af en individualistisk supervin. DOC (Denominazione di Origine Controllata) opstod i 1963 og en DOC-vin skal opfylde en række krav i forhold til geografisk område, druesorter, alkoholindhold, syreindhold, ekstrakt og høstudbytte. Dog ønsker mange ikke at benytte dette system, da de mener, at det er for rigidt. Denominazione di Origine Controllata e Garantia (DOCG) opstod ligeledes i 1963 og skulle dække over de absolut bedste vine fra Italien. Som navnet antyder, kontrollerer såvel som garanterer denne kategori umiddelbart kvaliteten af en vin og en smagskomite, skal godkende vinene. De første fire vine som blev tildelt DOCG-status var Barolo, Barbaresco, Chianti og Brunello di Montalcino. Disse vine er i dag fortsat nogle af Italiens bedste og mest eftertragtede vine. Men i denne kategori findes også mindre gode vine og dermed garanterer DOCG ikke nødvendigvis altid vinens kvalitet i praksis. Generelt findes de bedste i italienske vine i bjergområderne, hvor vinstokkene gror på skråninger. Dette gælder især i Piemonte og Toscana, som kvalitetsmæssigt også lægger helt i front, når det gælder italiensk vin.

Poggio Antico’s Rosso di Montalcino produceres i Toscana, som er beliggende i det centrale Italien. Vinproduktion har været en del af Toscana i mere end 3000 år og haft en stor indflydelse på regionens kultur. Oprindelsen af vinfremstilling i Toscana kan dateres tilbage til den etruskiske civilisation, som bosatte sig i regionen i det 8. århundrede f.Kr. og bragte vinstokke fra Asien med sig. Andre hævder derimod, at landskabet i forvejen var stærkt beplantet med vilde druer, da etruskerne bosatte sig i området. Ikke desto gjorde etruskerne gradvist vindyrkning til en central del af Toscanas landbrug, hvilket efterhånden førte til salg af vinranker til markeder hinsides havet og dermed kickstartede de en af de største bidragsydere til Italiens økonomi i dag. Efter det etruskiske herredømme ankom grækerne og på dette tidspunkt var Toscana fuldstændig dækket af vinranker. Dermed navngav grækerne området Enotria, som betyder vinland. Dog bukkede grækerne under for romerne i det 1. århundrede, som derefter begyndte at etablere adskillige byer i Toscana såsom Lucca, Siena, Pisa og Florence. Den romerske dominans medbragte store fordele; i de yderst velegnede områder var vinproduktionen fremragende og en æra karakteriseret af velstand begyndte. Efter nedgangen af det romerske imperium i middelalderen begyndte købmænd fra Siena systematisk at plante vinmarker i de indre regioner. Ligeledes tilskyndede og fastholdte fremkomsten af kristendommen også vinens betydning ved at bruge den som et helligt middel til tilbedelse. Kirkefædre, munke og præster begyndte nemlig at systematisk plante vinmarker rundt om kirkerne såvel som klostrene og i de indre regioner. På forudsigelig vis fortsatte vinproduktionen i Toscana med at vokse og i 1710 blev den første flaske af lokal vin afsendt på tværs af de toscanske grænser, som blev et øjeblikketligt hit. Da anden verdenskrig ramte, havde det en negativ effekt på vinproduktionen i Toscana og tiden efter anden verdenskrig kan dermed karakteriseres som en genopbygningsperiode, hvorunder den toscanske vinproduktion hovedsageligt fokuserede på kvantiet fremfor kvalitet. Det var også i denne periode, at mange af regionens store vinejendomme, som historisk set havde været ejet af lokale adelige, blev solgt til ikke-toscanere. Heldigvis gennemgik vinregionen i 1970erne og 80erne en genfødsel, som banede vejen for de regionale premiumkvalitetsvine, der i dag er verdensberømte.

I dag er Toscana en af de største, vigtigste og mest kendte vinregioner i Italien. Toscanas vinproduktion består af 80% rødvin og regionens mest beplantet druesort er uden tvivl sangiovese, som er hovedsorten i Toscanas mest berømte vine. Regionen er ansvarlig for den tredjestørste produktion af DOC/DOCG vine i Italien efter Piemonte og Veneto: syv DOCG’er og hele 41 DOC’er producerer toscansk vin i topklasse. Ydermere findes der i Toscana (og Italien generelt) som sagt luksusvine, som ved deres udgivelse overskred eller fortsat i dag overskrider rammerne for de høje klassifikationskategorier. Disse er derfor kategoriseret som IGT-vine og kaldes supertoscanere, da de kan være nogle af italiens bedste. Supertoscanere er typisk en lokal version af den klassiske Bordeaux-stil blanding med Cabernet Sauvignon, Merlot & Syrah (og indimellem Cabernet Franc). Toscana har en størrelse på 23.000 kvadratkilometer, hvoraf 63.500 hektar er beplantet med vinstokke og de vigtigste vindyrkningsområder inkluderer Chianti, Montalcino, Montepulciano samt den toscanske kyst. Samlet set kan regionens klima beskrives som et mildt middelhavsklima med varme, solrige somre og milde, regnfulde efterår samt vintre. Små variationer i klimaet er et resultat af geografisk placering, men generelt kan regionens landskab karakteriseres af bjerge/bakker og størstedelen af vinmarkerne ligger 150-500 meter over havets overflade. Dermed får druerne rigelig sol og nyder godt af en stor forskel på dagsklima samt natteklima. Temperatursvingningerne mellem dag og nat medfører nemlig, at druerne bedre bevarer deres syre såvel som aroma. Samtidig grænser Toscana op ad det Tyrrhenske hav, hvilket bringer kølige briser ind over de mest kystnære regioner.

Mere specifikt er fødestedet for Rosso di Montalcino den klassiske toscanske bjergtopslandsby Montalcino, hvor der har været dyrket rødvin siden det 14. århundrede. Oprindeligt blev Rosso di Montalcino produceret for, at Brunello-producenterne fra Montalcino kunne få mest muligt ud af frugten fra yngre vinstokke, som endnu ikke kunne benyttes til den prestigefyldte Brunello di Montalcino. Ideen var at producere en friskere vinstil, der havde brug for betydeligt mindre ældningstid end Brunello. Dette ville nemlig gøre det muligt for Brunello-producenterne at tjene penge, mens de ventede på, at deres DOCG-vin ældede. Ligeledes kunne de afklassificere enhver Brunello, der havde været ældende i to til tre år, men fortsat ikke helt levede op til de påkrævede standarder. Dermed fremstilles Rosso di Montalcino primært af de samme vinmarker, som Brunello di Montalcino og er ofte et biprodukt af denne. Området hvoraf vine fra Montalcino produceres dækker et areal på 24.000 hektar og kun 15% af dette areal er under er beplantet med vinstokke. Dog blev Rosso di Montalcino en officiel DOC i 1984 og inden for Montalcino’s grænser findes et areal på 500 hektar, hvor kun Rosso er tilladt. DOC-reguleringerne for Rosso di Montalcino kræver blot, at vinen ældes i minimum et år forinden dens frigivelse og denne er dermed langt mere ungdommelig end Brunello di Montalcino.

I forhold til klima har Montalcino et middelhavsklima, som er et af af de varmeste samt tørreste i hele Toscana. Vækstsæsonen kan typisk karakteriseres af et betydeligt antal solrige dage ledsaget af kølige nætter. Dette sikrer en jævn modning af druerne og kompleks smagsudvikling. Montalcino’s landskab består af bakker med højder fra 120-650 meter og områdets forskellige geografiske påvirkninger skaber en heterogen jord. Det er denne mangfoldighed, som resulterer i ganske dramatiske mikroklimaer, der varierer mellem de forskellige vinmarksområder afhængigt af deres eksponering. Druer, som dyrkes på de nordlige skråninger, har tendens til at modnes langsommere, hvilket resulterer i livligere stilarter af vin. På de sydlige og vestlige skråninger udsættes druerne dog for mere intens sollys og kølige havbriser, hvilket resulterer i mere komplekse og kraftige vinstile.

Druer: 

100% Sangiovese

Indhold: 

75 cl.

Andre produkter